Bundesliga

Pleidrup: Vi troede, vi var verdensmestre

AGF-spillerne vil lægge mere energi i indsatsen, når holdet vil rejse sig oven på sidste uges choknederlag til Næstved.

Flere havde forudsagt at AGF ville bade sig igennem 1. division, men efter den flotte start mod Kolding, blev det barsk virkelighed i sidste runde, da Næstved vandt 3-2 i Århus.

- Det virkede som, at vi troede, at vi var verdensmestre. Vi fik ikke investeret nok i kampen, og det er der ikke råd til, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at spille med om oprykning. Vi skal lægge mere energi i kampen, og så gælder det også om at finde tilbage til vores koncept, siger Lars PLeidrup til AGF's hjemmeside.

Ølstykke vandt sin første kamp 4-0 over HIK men satte såen 3-0 føring til mod Kolding i sidste runde og tabte 4-3. Og Lars Pleidrup har mødt Ølstykke før.

- Det er et godt hold. De gange, jeg mødte Ølstykke med NFA, havde vi altid problemer med dem. Der er vist sket en stor udskiftning på holdet, men det er altid svært at spille i Ølstykke, siger han.

Kampen bliver den første, som AGF skal spille på udebane og derfor første gang, at der ikke vil være flere tusinde tilskuere på plads.

- For nogle vil det måske være en omvæltning, men for mig er det ikke noget problem. Jeg har prøvet det med NFA, og om der sidder 1000 eller 8000 og kigger på, påvirker ikke min indsats, siger Lars Pleidrup.