Bundesliga

Vilfort: Problematisk med Duncan

Brøndbys talentchef Kim Vilfort finder det problematisk, at Morten "Duncan" Rasmussen sandsynligvis er ude resten af efteråret, da han er indkøbt som topscorer.

Midt i Brøndbys skadeshelvede og aktuelle ærgrelse over nederlaget i går mod FC Midtjylland, ærgrer Brøndbys talentchef Kim Vilfort sig især over Morten Duncan Rasmussens skade.

- Nu scorede Hannes Sigurdsson godt nok i går, men han er alligevel ikke samme den samme type som Duncan. Hannes er ikke den åbenlyse afslutter og er meget afhængig af indlæg fra fløjene, mens Duncan også kan skabe chancer på egen hånd. Vi har jo indkøbt Morten Duncan, fordi han skulle være vores nye topscorer i stedet for Morten Skoubo, så det er da lidt problematisk, at han har siddet så meget uden for med skader, siger Kim Vilfort til forza.dk.

Morten Duncan Rasmussen blev skadet ved et uheld, da han jagtede Mads Jørgensen under en vandkamp på Brøndby Stadion op til kampen mod Silkeborg i slutningen af august. En kamp, som blev udsat på grund af vejret, og som nu bliver gennemført på onsdag i stedet.

- Desværre er Duncan nok ude resten af efteråret. Måske når han at blive klar til nogle Royal League-kampe, skønner Kim Vilfort.