EM

Dansk træner: Håbløs fodbolddebat

Mange danskere tror, at vi er et "finere" fodboldland end Norge, men der findes områder, hvor vi har en del at lære: en af dem er niveauet i fodbold-debatten

Fodbold-fordommene flyver frisk rundt i luften som nye forårsfugle op til den vigtige landskamp i Oslo på lørdag: En af dem går på, at Norge står for begreber som defensiv og taktik, Danmark for offensiv og teknik. Vi råber fjeldaber efter nordmændene, mens de søger en seriøs debat. Begge synspunkter er her overdrevet, men de fleste vil skrive under på, at der i Norge - både på trænerplan og i medierne - er større tradition for at snakke fodbold og diskuttere det grundlæggende.

- Vi er blevet bedre de senere år. Både til at snakke om indhold og til at uddanne spillere, der tænker taktisk godt, lyder det omtrent samstemmende fra DBU-trænere som Morten Olsen, Peter Bonde og Per Andersen. Men Bonde er ikke alligevel helt tilfreds:

- Debatten i de danske medier er håbløs. Vi er ikke opdraget til fodboldfaglige debatter som i Holland med kloge, ældre spillere, der sidder og nørder rigtig meget, siger han og henviser til sin irritation over at sidde og se Fodbold uden filter, Viasatprogramet søndag aften:

- Med fire personer, der udtaler sig, og hvor det er tydeligt, at de ikke har set Norge spille en landskamp i forholdsvis lang tid.

Tipsbladet har talt med Bonde og mange andre i artiklen "Norsk videnskab - dansk lidenskab", som går bag om det man kan kalde en fodboldmæssig kulturkamp mellem Norge og Danmark, om ligheder og forskelle i fodbolduddannelse og debat, men måske i virkeligheden handler allermest om en dansk søgen efter en klar identitet.

Læs mere i Tipsbladet Indsigt fredag, hvor også AGF-træner Peter Sørensen ser kritisk på det danske debatklima.

Læs også: Sørensen: Håneret - ikke had