EM

Optakt: Norge - Danmark

Så er det endelige blevet lørdag, hvor det danske hold skal hente tre vigtige point i Oslo. Men kommer det til at ske?

EM-kvalifikation gruppe H
Lørdag 26. marts kl. 20.00
Ullevaal, Oslo.
Dommer: Gianluca Rocchi, Italien

STATUS:
Norge:
Norge har lagt imponerende ud i gruppen med tre sejre, hvor den
flotteste var den over Portugal. Her vandt man dog på en målmandsfejl,
og man var bestemt heller ikke uheldige ude mod Island og Cypern. Fakta
er imidlertid at sejre giver selvtillid og Norge har noget at have det i
med sin FIFA-ranglisteplacering, der burde indikere at man får den
første rigtige turneringssejr over Danmark. Egil »Drillo« Olsen må dog
se bort fra tre af sine faste efter ellers at have haft ni gengangere i
startopstillingen i de første tre EM-kampe mod Morten Olsens fem.

Danmark:
Det hele så lyst og lovende ud i den danske lejr til onsdagstræningen, hvor Nicklas Pedersen fik en balleskade, Bendtner var ude for et besynderligt solouheld, og Simon Kjær blev tacklet af Thomas Enevoldsen, således at han definitivt er ude af billedet. Så står det 1-1 i forhold til Carew, som Kjær formentlig ville have været bedre overfor end »Zanka«, der til gengæld har nogle kvaliteter, danskerne kan få glæde af på anden vis i kampen. Hvis Bendtner er klar holder Morten Olsens gameplan til en kamp, der ikke må tabes, hvor uafgjort er til at leve med, men en sejr vil være et kæmpe løft.  

NØGLESPILLER:

Norge:
Meget har i danske medier handlet om John Carew fordi det er et af få
norske navne, man kender. Den store angriber er dog ude af kampen og i
den danske landstrænerstab har man talt meget om den lange højrekant
Erik Huseklepp og ikke mindst hvem man skulle vælge til at spille
overfor Bari-spilleren, der har lavet fem mål i 18 landskampe. Der
venter interessante dueller i den danske venstreside, hvor OB's Espen
Ruud fra backpladsen kan være en yderligere fare.

Danmark:
Man nænner det nærmest ikke, men det er nødvendigt at sige Christian Eriksen. Den stakkels knægt bliver skamredet af medierne, hvor flere er kammet over i et sindsygt hysteri, men han bevarer på forbavsende vis fokus på det som det hele handler om. Fodbold. Og kan han blive spilleren, som leverer den afgørende detalje, der skaffer Danmark et godt resultat.

X-FAKTOR:
Norge:
Norge må undvære sin faste keeper Jon Knudsen. Fra dansk side kan man da
håbe på at afløseren, formentlig Rune Jarstein, kan skrive sig ind i
historien som den tredje norske keeper efter Kjell Kaspersen og Erik
Thorstved, der lukker fem mål ind mod Danmark på Ullevaal! Vi ser gerne
en gentagelse af 1967 og 1985.

Danmark:

Græstæppet på Ullevaal kan få afgørende betydning for, hvordan kampen former sig. Meldingen er at banen er ganske rimelig og ligner det som landsholdet har trænet på i Helsingør i ugens løb, og så er det ganske godt, uanset hvad Henrik Larsen (der i sin karriere tromlede mange baner og måske derfor blev B.T.'s ekspert!) mener om det.

TAKTISKE BEMÆRKNINGER:

Norge:
Drillo. Direkte spil. Dødbolde. Tre D'er der dikterer en del af de
danske forberedelser også. Norge må som nævnt ændre på tre pladser, men
Espen Ruud kommer fra OB med optimisme og i front kan Mohammed
Abdellaoue, som med otte mål har en del af æren for Hannover 96's
topplacering i Bundesligaen, blive lige så slem for Danmark som Carew
var sidst. I baghånden har »Drillo« videre veteranen Steffen Iversen og
en spiller som Ruben Yttergaard Jenssen.

Opstilling (4-2-3-1):
Jarstein - Ruud, Hangeland, Wæhler, J. Riise -
Hauger, Grindheim - Huseklepp, B. Riise, Gamst Pedersen - Abdellaoue
Skader: Knudsen, Carew, Høgli
Karantæne: Ingen

Danmark:
Morten Olsen har prøvet forskelligt i ugens løb, ville have spillet med Kjær, men at »Zanka« tager over er ingen svækkelse. Silberbauer skal trække på sin rutine og råstyrke overfor Huseklepp som en venstre back, som desværre ikke kan levere måloplæg med venstrefoden som Niclas Jensen gjorde i 2002. Der er arbejdet meget med opspillet nedefra op til de centrale på midtbanen og videre til kreatørerne Eriksen og Krohn-Dehli. Hvis Bendtner ikke er klar, kan indkaldte Morten Skoubo blive jokeren, som overhaler Mads Junker.

Opstilling (4-2-3-1):
Sørensen - L. Jacobsen, Jørgensen, Agger, Silberbauer - C. Poulsen, Kvist - Rommedahl, Eriksen, Krohn-Dehli - Bendtner
Skader: Lindegaard, Kjær, Pedersen
Karantæne: ingen

Dom:

Det blev 2-2 sidst i 2002, men begge mandskaber har mistet målfarlighed siden, så 1-1 eller måske 0-0 er mere sandsynligt.