EM

Wilshere starter for England

Fabio Capello afslører fredag, at Jack Wilshere endnu en gang er at finde i Englands start-11’er.

I februar startede den 19-årige Arsenal-spiller inde for første gang i sin landsholdskarriere og den plads bliver der ikke ændret på til Englands kamp mod Wales lørdag. Jack Wilshere er med fra start, bekræfter Fabio Capello.

- Wilshere starter inde i morgen. Han er en af de unge spillere, der virkelig er blevet bedre over en kort periode. I starten var han god, men ung, en interessant spiller, da han spillede 15 minutter for os på Wembley. Nu spiller han som en 28-29-årig.

Især Arsenals kampe mod Barcelona imponerede landstræneren, der mener, at Wilshere var en af Arsenals bedre spillere.

- I kampene mod Barcelona var han fantastisk. Han spillede med personlighed og frygtløst og han er en leder ude på banen. Det er ikke let at finde spillere, der spiller sådan på Nou Camp.

Derfor er Jack Wilshere altså at finde fra starten i det vigtige britiske opgør mod Wales i morgen i Cardiff.