Generelle

Dronningen af Lyngby: Medaljer vil være stort

42-årige Birgit Aaby vil som ny administrerende direktør i Lyngby Boldklub gøre fodbolden til en overskudsforretning og en tilskuermagnet. En omgangskreds, der tæller håndbold-millionæren Jesper 'Kasi' Nielsen, skal gøre den vanskelige drøm til virkelighed.

Bragt i Tipsbladet 28. januar 2011

Selvom det er en kold og mørk snevejrsonsdag, har Birgit Aaby været oppe klokken seks og ude at løbe en lang tur. Det er kun hendes tredje dag som ny administrerende direktør i Lyngby Boldklub, men hun ligner allerede en, der føler sig hjemme i det lille klubhus på Lundtoftevej. Hilser på sine kollegaer med et smittende højt humør. Virker målrettet og energisk på en naturlig, livsglad måde, hvor hun samtidig har overskud til folk omkring sig. Som en person, der har lært at få drømme til at gå i opfyldelse.

Birgit Aabys drøm i Lyngby har både et sportsligt og et økonomisk aspekt. Hvad angår det sportslige, fik mange fodbold-kendere sikkert kaffen galt i halsen, da de i forrige uge kunne se hende citeret for at ville bringe oprykkerklubben i top tre i Superligaen inden for de næste fem år. Reelt var der dog tale om, at en journalist havde været lidt for hurtig ved tasterne.

»Vi har faktisk ikke budgetteret med, at vi skulle blive oppe i Superligaen i år. Men vores mål er, at vi bider os fast, så vi er i Superligaen i 2013, når vi har vores nye stadion. I løbet af de efterfølgende tre år ville det så være fantastisk, hvis vi på et tidspunkt kunne komme i top tre, men vores mål er top seks. Kan vi til den tid ligge i top seks, er det flot, og kan vi et enkelt år få en medalje, er det virkelig stort,« siger Birgit Aaby.

Hun er ikke en erhvervs-fantast uden fornemmelse for fodbold. Tværtimod er hun en af få kvinder, der gerne flyver en tur til London for at se Chelsea-Liverpool (yndlingsspiller Daniel Agger) eller lejer en bil og kører til Italien til en omgang Serie A. Alligevel vil hun langt hen ad vejen overlade det sportslige til træner Niels Frederiksen og sportschef Birger Jørgensen, der i efteråret har sikret det unge Lyngby-hold en overraskende sjetteplads i tabellen. Hendes opgave bliver først og fremmest at gøre det tidligere konkursbo i Lyngby til en velsmurt, sund forretning.

Talentudvikling som guldgrube

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at tjene penge i Lyngby Boldklub. Vi har en fantastisk talentudvikling, som vi ikke har formået at udnytte. Jeg tror, det er omkring 10 spillere, der har forladt klubben i de senere år, uden at vi har fået noget ud af det. Vi har ikke været dygtige nok til at få forhandlet kontrakter,« svarer Birgit Aaby på spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra.

»Nu er vi tilbage i Superligaen, og det gør det mere attraktivt for de unge spillere at blive hos os. Får vi forlænget aftalerne med dem, vil vi helt sikkert kunne tjene nogle flere penge.«