Video : Tipsbladet
Generelle

Ajax-stjerne erkender: Tænker på exit

Ajax' forsvarsgeneral Daley Blind indrømmer nu, at han er klar til at forlade Amsterdam-klubben til sommer, hvis han får et godt tilbud.

Daley Blind skiftede i 2018 tilbage til Ajax efter fire år i Manchester United, men hollænderen erkender nu, at han kan være på vej væk fra Amsterdam-klubben igen. 

Ajax nåede i sidste sæson semifinalen i Champions League, men måtte efterfølgende sige farvel til profiler som Matthijs de Ligt og Frenkie de Jong. I denne sæson er klubben blevet elimineret i både Champions League og Europa League, og til sommer skifter stjernen Hakim Ziyech så til Chelsea.

- Jeg fyldte 30 i denne uge. Det er stadig ret ungt. Hvis noget dukker op, så jeg vil jeg ikke afvise det på forhånd. Men jeg vil gerne gøre det klart, at jeg har det godt her, og at jeg føler mig til rette i Ajax. Jeg har min hustru, mit barn og mine venner omkring mig, og vi spiller også store europæiske kampe i Ajax. Jeg tror, at klubben stadig har ambitioner om det i fremtiden, lyder det ifølge Voetbal International fra Blind. 

Svært at finde afløsere
Blind mener dog, at Ajax har mistet kvalitet.

- Selvfølgelig har vi mistet kvalitet, efter salgene af Frenkie de Jong og Matthijs de Ligt. Det er svært at finde afløsere, som øjeblikkeligt kan levere på samme niveau. Men vi har stadig et godt hold, og sådan vil det helt sikkert også være i de kommende sæsoner. Når det er sagt, så vil jeg dog stadig gå i tænkeboks, hvis noget interessant dukker op.