Generelle

Barca reserverer nummer 7 til Robinho

Barcelona har allerede gjort den ledige trøje nummer 7 klar til Robinho, når han kommer til januar.

Forhandlingerne om Robinho er så vidt vides ikke formelt begyndt, og de arabiske oliesheiker i Manchester City forlanger kassen for brasilianeren.

Alligevel anser sportsavisen El Mundo Deportivo det for givet, at Robinho kommer til Barcelona i januar for at forstærke den allerede slidte og smalle trup.

Tøjmanden har såmænd allerede gjort trøje nummer 7 klar til Robinho. Den blev ledig, da islændingen Eidur Gudjohnsen skiftede til Monaco i sommer.

Trøje nummer 7 spillede Robinho selv med tilbage i Santos, da han sammen med nummer 10 Diego udgjorde en frygtet duo for det brasilianske mandskab.

I Barcelona-sammenhæng har tunge navne som Carles Rexach, Allan Simonsen og Gary Lineker båret det for nogen heldige nummer.