Video : Tipsbladet
Generelle

Bayern-boss om brok fra målfarlig midtbanespiller: Bedre at holde det privat

Bayern München-sportsdirektør Hasan Salihamidzic så helst, at Leon Goretzka lod være med at brokke sig offentligt over sin manglende spilletid.

Leon Goretzka nettede søndag i Bayern Münchens 2-0-sejr over Augsburg, men midtbanespilleren kunne efter slutfløjtet alligevel ikke lægge helt skjul på, at han ikke et tilfreds med antallet af minutter, som han får på banen i disse dage.

Goretzka har ikke startet inde for Bayern München i den seneste måneds tid, og tyskeren kom derfor med en lille stikpille til cheftræner Hansi Flick.

- Jeg føler, at jeg er i min karrieres bedste form. Og derfor er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med ikke at starte inde. Jeg er bare nødt til at fortsætte med at arbejde, holde min form ved lige og gøre et godt indtryk, lyder det ifølge Bulinews fra Goretzka.

Bør drøftes privat
Bayern München-sportsdirektør Hasan Salihamidzic tager hatten af for Goretzkas præstation efter indskiftningen. Bosnieren er dog ikke kæmpe tilhænger af, at midtbanespilleren udtrykker kritik offentligt.

- Når han er på banen, og præsterer, som han gør i dag, så må han gerne udtrykke sin utilfredshed. Men jeg vil dog foretrække, at en slags ting bliver drøftet privat. 

Leon Goretzka scorede også i sidste weekend, da midtbanespilleren blev indskiftet i 6-0-sejren over Hoffenheim. Efter søndagens sejr har Bayern München nu et forspring på fire point ned til nummer to i Bundesliga-tabellen, Dortmund.