Generelle

Bendtner lavede hattrick i pokal-sejr

Nicklas Bendtner var med et hattrick den helt store oplevelse, da Arsenal vandt 5-0 over Leyton Orient i FA Cuppen.

Det kan godt være, at Nicklas Bendtner kan lide at iklæde sig lyserødt og derudover er indehaver af en selvtillid, der sprænger alle skalaer - bogstavelig talt. Men den danske forward kan altså også finde ud af at score mål.

Det beviste han onsdag aften, da han med et hattrick var den helt store årsag til, at Arsenal ingen problemer havde med at besejre Leyton Orient med 5-0 i den engelske FA Cup.

Efter syv minutters spil åbnede Marouane Chamakh ballet, da han gjorde det til 1-0. Men herefter overtog Nicklas Bendtner rampelyset på Emirates.

Efter en halv time headede danskeren bolden i kassen til 2-0 og kort inden pausen var Bendtner på pletten igen, da han fra venstre side af feltet placerede bolden over i modsatte målhjørne og udenfor Leyton Orient-keeperens rækkevide. Hattricket blev fuldendt kort efter pauseteen, da Nicklas Bendtner fra 11-meter pletten gjorde det til 4-0.

Kort efter blev Bendtner pillet ud, og fra sin plads på udskiftningsbænken kunne han se den franske venstreback, Gael Clichy, banke det sidste søm i Leyton Orient-kisten med scoringen til 5-0.

Dermed er Arsenal videre i FA Cuppen og Nicklas Bendtner kan formentlig se frem til at modtage en hel del ros for sin indsats i pokalkampen - og mon ikke at han nok skal sørge for at tage den til sig?