Video : Tipsbladet
Generelle

City-stjerne: Mourinho stoppede mit Dortmund-skifte

Portugiseren sendte en sms og satte sig på tværs, da den daværende Dortmund-træner Jürgen Klopp ville hente Kevin De Bruyne i Chelsea.

Kevin De Bruyne har med tiden udviklet sig til en af de største profiler i Manchester City, men belgieren kunne faktisk være endt i Dortmund.

Spilfordeleren er i dag en af de mest velrespekterede spillere i Premier League, men i belgierens første tid i England havde han det svært i Chelsea.

SMS fra Mourinho
José Mourinho var således ikke meget for at give De Bruyne chancen på Stamford Bridge. Alligevel ville portugiseren dog ikke have, at midtbanespilleren tog til Dortmund.

- Da jeg var i Chelsea, var der så mange spekulationer om mit forhold til José Mourinho, men sandheden er, at jeg kun talte med ham to gange. Planen var hele tiden, at jeg skulle udlånes. Så jeg tog til Werder Bremen i 2012, og den sæson gik glimrende. Da jeg kom tilbage til Chelsea sommeren efter, var der en del tyske klubber, der ønskede at købe mig, siger De Bruyne ifølge The Player's Tribune.

- Klopp ville have mig til Dortmund, og de spillede den type fodbold, som jeg nyder at spille. Så jeg troede, at Chelsea måske ville lade mig gå. Men Mourinho sms'ede mig: 'Du bliver her. Jeg vil have dig som en del af det her hold.' Jeg tror, at Mourinho var en smule skuffet, men for at være fair overfor ham, så tror jeg også, at han forstod, at jeg havde behov for at spille. Så klubben endte med at sælge mig, og der var intet problem. Chelsea fik mere end det dobbelte af, hvad de havde givet for mig, og jeg endte i en meget bedre situation i Wolfsburg.