Generelle

De to Di Stefano'er mødes onsdag

I Spanien - og resten af verden - fortsætter diskussionen om, hvem der bedst af Ronaldo og Messi

Hele sæsonen har den internationale fodboldverden diskuteret, hvem der er bedst: Messi eller Ronaldo. De to superstjerner har terroriseret La Liga i denne sæson, hvor de begge står noteret for 24 mål i 22 kampe, men efter weekendens runde har debatten om de to spillere taget en ny drejning.

Lørdag lavede Messi hattrick mod Atletico Madrid, ligesom han fik en del opmærksomhed for et langt tilbageløb, hvor han erobrede bolden fra landsmanden Sergio Agüero. Præstationen imponerede Atletico-træner Quique Sanchez Flores, der sammenlignede Messi med den tidligere Real Madrid-stjerne Alfredo Di Stéfano.

- Messi er den bedste spiller, jeg har set. Han er det 21. århundredes Di Stéfano, sagde Flores, hvilket skabte reaktioner i Madrid. Søndag lavede Ronaldo nemlig to mål mod Real Sociedad, og så var han lige pludselig legendens arvtager.

- Det er ikke Messi, det er Cristiano Ronaldo, der oven i købet bærer den samme trøje. Han er en meget vigtig spiller, som skriver historie i denne klub. Vi ville ikke bytte Cristiano for nogen, selvom man må anerkende, at både han og Messi er to spiller af meget høj kvalitet, som det er et privilegie at have i La Liga, har Real Madrid-direktør Jorge Valdano udtalt ifølge Reuters.

Hele debatten omkring hvem der er den nye Di Stéfano kommer lige op til onsdagens landskamp mellem Argentina og Portugal i Schweiz, hvor de to spillere mødes for første gang i en landskamp. Den portugiske landstræner Paulo Bento gider dog ikke deltage i diskussionen.

- Såvidt jeg ved, er det Portugal mod Argentina. Det handler ikke om individuel rivalisering. Jeg tvivler også på, at Ronaldo eller Messi ser det sådan, siger Bento.

21.00 onsdag løber den portugiske og den argentiske Di Stéfano på banen i Geneve i den næste styrkeprøve mellem de to superstjerner.