Generelle

Gravesen nægter slagsmål

Den iltre danske midtbanespiller håber, at video kan vise hans uskyld.

Slagsmålet mellem Robinho og Thomas Gravesen under Real Madrids træningslejr i Østrig har aldrig fundet sted. I hvert fald ikke i følge den danske landsholdsspiller.

Det lader han forstå gennem sin agent John Sivebæk, som ofte også fungerer som direkte talerør for Gravesen.

- Som Thomas gengiver det til mig, er han gået ind i en hård tackling med Robinho, der reagerede ved at slå.
Men Thomas hverken slog eller sparkede igen, og flere holdkammerater lagde sig hurtigt i mellem, så det ikke udartede sig, siger John Sivebæk til BT.

Thomas Gravesen håber nu, at videooptagelser fra træningen kan bevise at det er sandheden.

- Under alle omstændigheder er det altid kedeligt, når der sker den slags hændelser. Når så Thomas bliver involveret, bliver der efterfølgende sat ekstra fokus på grund af hans øjeblikkelige situation i Real Madrid, forklarer John Sivebæk.

Thomas Gravesens dage i den spanske kongeklub har længe været talte, og Real Madrid har meddelt agenten, at klubben er villig til at sælge.

- Jeg har fået henvendelser fra Tottenham, Manchester City, Celtic og Galatasaray, men der er intet konkret, siger Sivebæk.