Generelle

Her er de nye stjerner

Nigerianere og schweizere tog de individuelle præmier ved U/17-VM

Favoritterne fra Nigeria måtte nøjes med trøstpræmier, da VM for U/17-landshold blev afsluttet foran 60.000 tilskuere på det nationale stadion i Abuja med en finalesejr til Schweiz søndag over værterne på 1-0.

Det var dog nok en større trøst at det nigerianske A-landshold om lørdagen havde sikret de VM-billetter, som ellers nærmest var tabt. Nigeria gik mod Schweiz efter den fjerde verdensmestertitel for U/17. Når det så ikke lykkedes, kan man spekulere på om det skyldes at FIFA for første gang havde indført den særlige scanning af spillernes håndled for at fastslå at de ikke var for gamle.

Meddelelsen fra FIFA kom den 1. september, og det fortælles at der efterfølgende blev skiftet 15 spillere ud i den nigerianske trup! Alligevel har det været fremført i en nigeriansk avis at den nigerianske anfører Fortune Chukwudi er mindst 25 år og ikke 17...

Efter finalen fik Nigeria udover sølvmedaljer og Fair Play-pokal den trøst at angriberen Sani Emmanuel blev kåret som slutrundens bedste spiller efter en afstemning blandt de akkreditede medierepræsentanter. Sani Emmanuel startede ellers de fleste kampe på bænken, men nåede at markere sig med flere spektakulære mål. Sølvbolden som næstbedste spiller gik til Nassim Ben Khalifa fra det schweiziske vinderhold [tankestreg] en Ronaldo-fan med lidt samme teknik og hurtighed. Endnu en nigerianer, midtbanespilleren Ramon Azeez, blev treer i afstemningen.

Bedste målmand blev schweizeren Benjamin Siegrist, der i sommer er skiftet til Aston Villa, mens den gyldne støvle som topscorer gik til spanske Borja fra Atletico Madrid.

Turneringens absolutte målscorer-helt var dog finalematchvinderen fra Schweiz Haris Seferovic. Han er født i Schweiz, men har bosniske rødder og har i øvrigt Zlatan Ibrahimovic som sit store forbillede. Haris Seferovic nåede med finalescoringen også op på fem mål ialt.