Video : Tipsbladet
Generelle

Kæmpeskifte tæt på kollaps: City-stjerne måske korsbåndsskadet

Manchester Citys Leroy Sané har muligvis pådraget sig en korsbåndsskade, hvilket med al sandsynlighed vil sætte en stopper for skiftet til Bayern München.

Leroy Sanés skifte fra Manchester City til Bayern München er sandsynligvis tæt på at gå i vasken.

I sidste uge reporterede den engelske avis The Telegraph, at tyskerne var klar med på et bud på 597 millioner kroner for dribleren.

I søndagens Community Shield-opgør mellem Liverpool og Manchester City røg Sané dog i jorden, og måtte herefter lade sig udskifte, efter blot et kvarter af kampen.

Og ifølge den anerkendte Sport Bild-redaktør Christian Falk er der nu en mistanke om, at Leroy Sané har pådraget sig en korsbåndsskade.

Det vil i så fald betyde, at tyskeren har spillet sin sidste kamp i år. Hvis skaden viser sig at være en realitet, må det siges at være usandsynligt, at Bayern München er interesseret i at smide mange penge efter kantspilleren.

Stadig uafklaret
Det lod dog også til, at de to klubber inden denne seneste udvikling var relativt uenige om prisen.

Ifølge The Telegraph kræver Manchester City således én milliard kroner for Sané.

Ifølge den engelske avis Daily Mirror er det for tidligt at sige noget om omfanget af Sané skade. Avisen skriver således, at Manchester City onsdag aften stadig var i gang med at undersøge fløjen. 

Det må dog siges at være bekymrende, at det nu har taget over tre dage, uden at man er nået frem til omfanget af skaden.

Husk, at du i vores liveblog kan følge med i alle handler og rygter på denne Deadline Day, hvor transfervindet lukker for de engelske klubber klokken 18 dansk tid.