Generelle

Mazurkiewicz uønsket i AGF

Den polske midtbanespiller Tomaz Mazurkiewicz vender ikke tilbage til AGF efter sit lejeophold i SønderjyskE selv om han har et halvt år tilbage af sin kontrakt. Det fastslår sportschef Brian Steen Nielsen overfor Århus Stiftstidende.

"Han indgår ikke i vores planer for den kommende sæson. Vi har ingen interesse i at få ham tilbage til klubben, så jeg håber, vi snart kan finde en løsning og finde en anden klub til Mazurkiewicz," siger Brian Steen Nielsen til den lokale avis.

AGF-sportschefen fastslår samtidig, at klubben ikke vil forlange penge for ham, hvis en anden klub skulle være interesseret i at overtage ham.

"Det ville være fuldstændigt tåbeligt at kræve penge for ham. Vi er meget interesseret i, at han kommer væk, og hvis vi ville have penge for ham, så ville vi bare lukke for en masse muligheder. Det tror jeg ikke, hverken Mazurkiewicz eller klubben er interesseret i," siger Brian Steen Nielsen til Århus Stiftstidende.