Generelle

Mtiliga bænket efter uheldig start

Patrick Mtiliga har fået en uheldig start i Málaga med flænge i hovedet og virus. Nu er pladsen på holdet mistet.

Patrick Mtiliga fik ellers en lovende start på karrieren i spansk fodbold hos Málaga, som han skiftede til fra hollandske NEC i sommer.

I opstartsfasen satte han sig således på venstreback-pladsen og startede også inde i sæsonpremieren mod Atletico Madrid.

Det blev dog en blandet fornøjelse for Mtiliga, som efter bare 12 minutter måtte lade sig udskifte efter et sammenstød, som gav en flænge i hovedet.

Den unge Manu Torres kom ind i stedet og var med til at køre en overraskede 3-0-sejr hjem til Solkystens helte. Og siden har pladsen tilhørt Torres.

- Ikke nok med at jeg fik en flænge i hovedet. Bagefter fik jeg også en alvorlig virus, som holdt mig ude i en uge. Det var en lidt uheldig start, jeg fik, konstaterer Patrick Mtiliga fra Málaga, hvor han sidder uden for og nyder de 25 grader.

- Manu har fået chancen og gjort det rimelig godt, så træneren lader ham nok blive på holdet indtil videre. Det er så op til mig at kæmpe hårdt til træning for at slå ham af igen, siger Patrick Mtiliga til tipsbladet.dk.

Udenfor banen går det ellers fint nok, idet børnene er kommet i børnehave og klimaet er perfekt, men det nager alligevel den ambitiøse Mtiliga, at han er røget af holdet.

- Det er lidt underligt ikke at spille, for det har jeg altid været vant til i min karriere. Det er jo også derfor, at jeg er kommet herned.

- Nu er jeg kommet så langt, men intet kommer let til en. Når alt går, som det skal, tænker man ikke over noget andet end at nyde det, men i modgang skal man kæmpe for at komme tilbage.

Málaga har ikke vundet siden premieren og ligger nu tredjesidst i La Liga. Næste opgave er på søndag hjemme mod Almería.