Generelle

Nyd det: FCK bliver aldrig bedre

Det siger meget om FC Københavns nuværende høje niveau, at det var en forventet historisk triumf i Parken i tirsdags. De græske mestre fra Panathinaikos fik klø, efter at endnu en fornem FCK-indsats sikrede den første danske plads i Champions League 1/8-finalerne. Men meget taler også for, at det her er toppen, for det aktuelle hold er ved enden af sin cyklus, og et løft endnu længere op i det europæiske hierarki vil kræve mange flere penge, end Arkadij Abramovitj måske står klar med i en aktieemission.

BRAGT I TIPSBLADET 10. DECEMBER 2010

Til sidst var det ren legestue.

Pospech fodfintede sig nemt forbi et par grøntrøjede grækere, før Bolanos dansede videre med bolden og publikum i Parken hoppede og sang. Den videre vej i Champions League var sikret på en historisk aften, hvor de danske mestre ikke kun gjorde sig klar til 1/8-finalerne, men også spillede som et mandskab, der er blandt de 16 bedste i Europa. Og det gjorde de mod et græsk mesterhold fuld af landsholdsfolk fra forskellige nationer, for eksempel seks VM-spillere sat overfor Jesper Grønkjær som eneste FCK'er, der fik spilletid i sommer i Sydafrika.

Så selv om det så nemt ud, som bolden broderede sig rundt på græstæppet og modstanderen løb efter afleveringer, i offside-fælder og ind i flere frustrationsadvarsler, så præsterede Ståle Solbakkens mandskab altså på absolut topniveau mod en modstander, der kom til at se dårligere ud, end de reelt var. For FCK var bare de bedste på den tirsdag aften. Men midt i euforien fra lægterne var det nok også værd for en FCK-tilhænger at indstille sangen og tage et halvt minut med blikket vandrende rundt, for det er ikke til at sige, om det kan blive lige så godt en anden gang.