Optakt: Dortmund - Bayern München
Foto: Getty Images
Generelle

Optakt: Dortmund - Bayern München

Bayern München går for en sjælden gangs skyld ind til en Bundesliga-kamp som det undertippede hold, når der lørdag spilles 'Der Klassiker' på Signal Iduna Park.

Kampfakta:
Kampstart:
Lørdag kl. 18.30
Spillested: Signal Iduna Park
Dommer: Manuel Gräfe
På TV: TV3 Sport

Holdnyt:
Dortmund

Efter fyringen af Thomas Tuchel i maj 2017 var Dortmund igennem en svær tid i sidste sæson. Den noget defensive Peter Stögers stil passede ikke perfekt til Dortmunds klubfilosofi, men den midlertidige træner fik dog kvalificeret Dortmund til Champions League.

I sommer ansatte Dortmund så schweizeren Lucien Favre, der kom til efter et par gode sæsoner i Nice. Og Favre har virkelig fået Dortmund tilbage på sporet. Die Schwarzgelben har været decideret flyvende i denne sæson, hvor holdet har scoret 30 mål i 10 Bundesliga-kampe, og samtidig ligger nummer ét i tabellen. Nyindkøbet Paco Alcácer har bombet løs, Marco Reus er for en gangs skyld ikke langtidsskadet og Axel Witsel har vist sig som en fremragende balancespiller. Derudover har unge spillere som Jadon Sancho og Jacob Bruun Larsen fået deres store gennembrud i denne sæson.

Det hele spiller således i øjeblikket for Dortmund. Tyskerne tabte godt nok til Atlético Madrid i Champions League i midtugen, men Dortmund indtager stadig førstepladsen i gruppen, fordi holdet har en bedre indbyrdes målforskel efter 4-0-sejren på hjemmebane.

For første gang i lang tid går Dortmund altså lørdag ind til en kamp mod Bayern München som en lille favorit. Med en sejr vil Dortmund stå i en utrolig god situation, idet Bayern München i så fald vil være distanceret med hele syv point.

Lucien Favre må undvære den skadede Marcel Schmelzer, mens Abdou Diallo er tvivlsom.

Bayern München
Efter at Jupp Heynckes gik på pension for anden gang, blev kroatiske Niko Kovac i sommerpausen hentet ind som ny Bayern-træner efter gode resultater i Eintracht Frankfurt.

Kovac har dog fået en tvivlsom start på karrieren som cheftræner i den sydtyske storklub, der for en sjælden gangs skyld er kommet skævt fra start i Bundesligaen. I en periode på en uge i slutningen af september og starten af oktober formåede Bayern at spille 1-1 mod Augsburg og dernæst tabe med 2-0 til Hertha Berlin og med 3-0 til Mönchengladbach.

Mesterholdet er siden da kommet lidt ovenpå igen, men så sent som i sidste weekend kiksede det endnu engang, da Freiburg fik udlignet til allersidst og sikrede sig et 1-1-resultat på Allianz Arena. De mange pointtab har betydet, at Bayern München indtager en tredjeplads i Bundesligaen, hvor de har fire point op til førerholdet Dortmund.

Niko Kovac må undvære de langtidsskadede Corentin Tolisso og Kingsley Coman. Derudover er Thiago Alcantara også ude de næste uger. Mats Hummels og Arjen Robben har begge døjet med småskader, og er tvivlsomme til opgøret.

Karantæner:
Dortmund:
Ingen.
Bayern München: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Dortmund (4-2-3-1):
Bürki - Piszczek, Akanji, Zagadou, Hakimi - Witsel, Delaney - Sancho, Reus, Bruun Larsen - Alcácer

Bayern München (4-1-4-1): Neuer - Kimmich, Süle, Hummels, Alaba - Martinez - Robben, Goretzka, Rodriguez, Gnabry - Lewandowski

Profilen:
Paco Alcácer har været den helt store åbenbaring i Bundesligaen i denne sæson. Spanieren brød aldrig igennem i FC Barcelona, men i det tyske har Alcácer fået en flyvende start. Angriberen har på grund af skader kun været med i halvdelen af Dortmunds ligakampe, men spanieren fører alligevel topscorerlisten i Bundesligaen med sine syv kasser. 

Vidste du, at...:
Dortmund har i den grad revanche til gode mod Bayern München. Den seneste gang de to hold mødtes i Bundesligaen, var den 31. marts, hvor Bayern München vandt med hele 6-0. Jupp Heynckes tropper gik endda til pause med en 5-0-føring. Dortmund tabte også hjemmekampen mod Bayern München i sidste sæson, dog kun med 3-1.

Dom:
Dortmund løb i midtugen ind i sæsonens første nederlag, da Atlético Madrid slog dem med 2-0 i Champions League. Lucien Favres hold har dog generelt været flyvende i denne sæson, mens Bayern München på ukarakterisk vis har tabt to og spillet to uafgjorte i løbet af de første ti runder. Kampen på Signal Iduna Park vil med al sandsynlighed blive en jævnbyrdig forestilling, men vi tror, at Dortmund udnytter hjemmebanefordelen til at hente en 2-1-sejr i land.

Tidligere indbyrdes opgør, form og tabel: