Generelle

Polen er første sten

U/19-landsholdet indleder EM-kvalifikation fredag i Israel

Polen er første sten på en lang vej mod EM-slutrunden næste sommer i Frankrig for det danske U/19-landshold, som fredag eftermiddag indleder kvalifikationspuljen i Israel mod polakkerne.

Trods afbud fra Ajax-profilen Christian Eriksen mønstrer landstræner Per Andersen en spændende trup, der har lavet markante resultater i optakten med to sejre over Ungarn, 4-1 over Italien og en rigtig god og en halvskidt kamp mod Sverige.

Truppen tæller spillere med lidt superliga-erfaring som FCKs Thomas Delaney, som virkelig har udviklet sig det seneste år, og flere som optræder og markerer sig i den næstbedste række: Lyngbys Emil Larsen og de to AB'ere David Boysen og Nicolai Jørgensen. Videre kan nævnes Bashkim Kadrii, der har vist sin målfarlighed og spillemæssige evner både for B93 i 2. division og for U/19-landsholdet.

Kval.kampe i U/19-EM er dog kampe tæt på superliganiveau, så der kræves en dybt koncentreret indsats og stenhårdt arbejde af de danske spillere.

Et bud på en dansk startopstilling mod Polen i Israel er:

Nicolai Oppen Larsen (Lyngby) - Daniel Høegh (OB), Mathias Larsen (Brøndby), Daniel Jørgensen (FC Nordsjælland), Nicolai Boilesen (Brøndby) - Jens Stryger Larsen (Brøndby), Thomas Delaney (FCK), David Boysen (AB) - Emil Larsen (Lyngby), Bashkim Kadrii (B93), Kevin Mensah (Viborg).

Israel møder Azerbaijan i den anden kamp i gruppen. Danskerne spiller søndag mod Israel og slutter mod Azerbaijan onsdag 14. oktober.