Generelle

Portsmouth vil reddes af regelbrud

Den hårdt trængte engelske klub beder ledelsen i Premier League om lov til at sælge spillere udenfor transfervinduet.

Klubben er i stor gæld og økonomien tærer på krafterne, der skal bruges på at holde sig oppe i Premier League.

- Jeg kan bekræfte, at vi har sendt en forespørgsel til Premier League om at få lov til at sælge spillere udenfor transfervinduet. Det er noget, som vi ser på, siger en talsmand fra Portsmouth.

Det kan godt være, at det engelske fodboldforbund FA siger ja til Pompeys bøn for en overlevelsesplan, men det kan meget vel ikke være nok.

For den øverste instans til at træffe en sådan afgørelse er det internationale fodboldforbund FIFA, der muligvis kan få en masse andre trængte klubber på nakken, hvis de giver grønt lys til en nødplan i det engelske.