Generelle

Ribéry tvinges til at blive

VM's store nye franske åbenbaring drømmer om et skifte til Lyon, men Marseille vil så gerne have, at han bliver lidt længere.

Frankrigs nye midtbanehåb, 23-årige Franck Ribéry, bliver i Marseille, selvom han gennem længere tid har luftet ønsket om at komme væk fra den sydfranske klub.

Marseilles præsident Pape Diouf slog søndag fast over for Canal+, at han ikke har modtaget nogen interessante bud på den hurtige og teknisk stærke franskmand, og at Ribéry er en vigtig brik i kampen for at nå op på tidligere tiders høje niveau.

- Vi vil beholde knægten som et led i vores ambitioner om at opnå et højere niveau både i Frankrig og internationalt. I det lys ønsker vi at holde på familieskatten, siger Marseille-præsidenten.

Franck Ribérys seneste udtalelser om, at han gerne ville væk - og det helst til Lyon - har skabt en del uro i klubben, men ledelsen forsøger at dæmpe balladen, og klubbens direktør opfordrer landsholdsspilleren til at give sine medspillere en undskyldning.

- Hvis han meget, meget hurtigt siger undskyld til sine medspillere og ledelsen, der er forundret over hans udmeldinger, kan vi hurtigt nå tilbage til normale tilstande, siger Marseille-direktør, Thierry de La Brosse.