Generelle

Riises langskud i mål via lillebror

John Arne og Björn Helge Riise stødte igår sammen, da Roma og Fulham stødte sammen i en kamp, hvor tre af nordmænd fik hovedroller.

Fulhams nordmand Erik Nevland fik fire minutter på banen igår. Ikke fordi han blev skiftet ind som joker i slutfasen, men fordi han kom ind og lavede et så hårdt frispark, at han fik marchordre efter den korte tid på banen.

Men Nevland var så langtfra den eneste nordmand, der var i vælten, da Roma i aftes tog imod Fulham i Europa League. Efter Nevlands udvisning ved stillingen 1-1 pressede Roma på for at få det afgørende mål.

Det kom så via John Arne Riises fod, der kanonerede bolden mod målet, ramte lillebror Björn Helge Riise, der spiller for Fulham, og går i mål.

- Godt for min bror, at han får scoret, men rigtig bittert, at det er mig, der kommer til at rette bolden af. Men måske var den gået i mål ligegyldig hvad, sagde Björn Helge Riise efter kampen.

- Scoringen var måske lidt heldig i og med, at keeperen ikke ser skuddet. Jeg vidste ikke, at det var Björn Helge, før nogle af mine holdkammerater fortalte det, siger John Arne om den pudsige situation.

Udover Nevland og Riise-brødrene var også den tidligere FCK-spiller Brede Hangeland med i kampen. Han optrådte med vanlig sikkerhed i Fulhams midterforsvar, men kunne ikke gøre noget ved Romas sejr, der blev på 2-1.

Roma er nu to point foran Fulham i Europa Leagus gruppe E. Yderligere to point foran Roma ligger Basel.