Generelle

Søger at lukke Bendtner-gate

TIPS-BLADET I PORTUGAL: U/21-landstræner Flemming Serritslev prøvede på pressemødet efter søndagens træning på kampbanen i Agueda igen at lukke "Bendtner-gate" om de udtalelser den unge Arsenal-angriber er blevet citeret for i nogle aviser.

Serritslev kaldte sagen en krusning på vandoverfladen i lejren og slog fast at Nicklas Bendtners udtalelser ikke ville få indflydelse på holdudtagelsen til den afgørende kamp mod Ukraine mandag.

"Nicklas Bendtner er kommet i fokus for uacceptable kommentarer, men han har undskyldt overfor holdet og især "Duncan", så sagen er klaret én gang for alle og den gode stemning er tilbage," sagde Flemming Serritslev.

Bendtner kom med sine udtalelser til at stille Morten "Duncan" Rasmussen i et dårligt lys, da han søgte at forklare, at han bevæger sig anderledes end Brøndby-angriberen og helst vil have spillet boldene i fødderne.

Flemming Serritslev tog selv ansvaret for at Bendtner ikke har været nok "medietrænet" før han kom med i EM-truppen, hvor man normalt har lært at udtale sig diplomatisk og tilpas intetsigende.