Video : Tipsbladet
Generelle

Solskjær svarer Mourinho igen: Du tabte selv til West Ham

José Mourinho var hård i sin kritik af Manchester United efter søndagens nederlag til West Ham. Nu minder Ole Gunnar Solskjær dog portugiseren om, at han selv tabte til London-klubben i sidste sæson.

José Mourinho blev i december fyret som cheftræner i Manchester United, og portugiseren er i dag ansat som ekspert for Sky Sports.

Og efter Manchester Uniteds 2-0-nederlag til West Ham gik Mourinho søndag i flæsket på hans afløser i United, Ole Gunnar Solskjær.

- Jeg kan ikke nævne én eneste positiv ting. Vi var dårlige i sidste sæson... men jeg kan ikke se nogen som helst forbedringer i denne sæson... selv ikke med de tre nye spillere (Maguire, Wan-Bissaka og James, red.). Jeg er nødt til at sige, at de tre har gjort det godt. Jeg kan godt lide de tre, og jeg mener, at de bringer kvalitet til holdet. Men United, som hold, kan jeg slet ikke lide. Jeg er ikke overrasket over resultatet, og jeg mener ikke, at Ole kan tage mange plusser med fra den her kamp, lød det fra Mourinho.

Slog ikke til
Solskjær blev efterfølgende spurgt, hvad han tænkte om Mourinhos nedsabling. Nordmanden var her hurtig til at pointere, at Manchester United i sidste sæson også tabte ude mod West Ham, med José Mourinho ved roret.

- Hmm, han har ret til at udtrykke sin mening. Men vi tabte også her i sidste sæson. Det er altid et svært sted at spille, og vi havde håbet, at vi ville klare det bedre. Vi havde håbet på en bedre præstation. 

- Men i de afgørende øjeblikke slog de til, og det gjorde vi ikke. Det må jeg sige. To fantastiske afslutninger med venstrebenet fra dem. Og vi tog ikke vores chancer, lød det ifølge Metro fra Solskjær.