Video : Tipsbladet
Generelle

Tottenham-stjerne under angreb: Han er halvt så god, som han var engang

Dele Allis niveau er faldet drastisk i det seneste års tid, og Tottenham-stjernen får nu hug af tidligere Premier League-profiler som Roy Keane og Gary Neville.

Dele Alli har været langt fra sit topniveau i det seneste års tid, og Tottenham-stjernen får nu hug af Manchester United-legenderne Roy Keane og Gary Neville, der i dag begge arbejder som eksperter for Sky Sports. 

Dele Alli imponerede ikke ligefrem, da Tottenham søndag tabte 2-1 til Liverpool på Anfield.

Var ikke-eksisterende
Og i Sky Sports-studiet var der da også enighed om, at den engelske landsholdsspiller har skuffet stort på det seneste.

- Det var virkelig, virkelig ringe. Han er et glimrende eksempel for mange unge fodboldspillere, som kan se, hvordan det går, hvis man mister sulten. Spurs havde tre eller fire spillere, som ikke bidrog med noget som helst. Han har mistet sulten. Han var ikke-eksisterende i dag, lød det fra Keane.

En skygge af sig selv
Heller ikke Gary Neville var imponeret.

- Han er nødt til at få den her kritik, for jeg tror, at han kan tåle den. Det er ikke fordi, at han altid har fået alt serveret. Han startede i de lavere divisioner. Men i dag er han halvt så god, som han var engang. 

Har hvilet på laurbærrene
Graeme Souness var også ude med riven.

- Jeg troede, at han ville blive en stjerne. Jeg vil sige, at han er et klassisk eksempel på en, der har lænet sig for meget tilbage. De gav ham en lang kontrakt, og nu kan man se, hvad der er sket. Han har mistet fokus, og nu er han en skygge af sig selv. Han er nødt til at lære spillet.