Generelle

Trapattoni og Matthäus duo i Østrig

Italieneren Giovanni Trapattoni og tyskeren Lothar Matthäus skal den kommende sæson arbejde sammen i den østrigske klub Red Bull Salzburg, oplyste klubben fredag.

Trapattoni, der tidligere i år blev fyret som træner i VfB Stuttgart skal være teamchef, mens Lothar Matthüs, der i februar sagde sit job op som træner for den brasilianske klub Atletico Paranaense, skal være træner.

Trapattoni har sjovt nok været træner for Matthäus i Inter, da klubben vandt sit seneste mesterskab i 1989. Ifølge østrigske medier havde Bayern Münchens præsident, Franz Beckenbauer, som bor nær Salzburg, en finger med i at få aftalen på plads.

Red Bull Salzburg sluttede sidste sæson på en andenplads i den østrigske Bundesliga efter Austria Wien og skal næste sæson spille kvalifikation til Champions League. Den nuværende træner, Kurt Jara, fratræder omgående.