Generelle

United-stjerne: Hent Hulk

Manchester Uniteds brasilianske midtbanespiller, Anderson, vil have sin målslugende landsmand, Hulk, til Old Trafford.

Med sine 19 ligamål i 18 kampe er Portos brasilianske angriber, Hulk, en af tidens mest omtalte spillere. Målslugeren med det skræmmende navn er et varmt navn i især England, hvor store klubber som Manchester City, Arsenal, Chelsea og Tottenham alle holder et vågent øje med ham.

Men også Manchester United sættes i forbindelse med det 24-årige fysiske pragteksemplar. Og Hulks landsmand, midtbanespilleren Anderson, mener, det vil være en fremragende ide for "De røde djævle" at hente angriberen til Old Trafford.

- Han har kvalitet, han vil passe godt til engelsk fodbold, og jeg tror, han er god nok til at gøre det godt i en stor klub. Hvis det var min beslutning, ville jeg købe ham, men Sir Alex Ferguson køber spillerne, og hans viden betyder, at han ved alt om spilleren, siger Anderson, der for tiden kæmper for en stamplads på Manchester Uniteds mandskab.

Anderson har selv spillet i FC Porto, hvor Hulk spiller i dag. Manchester United hentede således den 22-årige midtbanespiller i den portugisiske klub i 2007. Nu kan United og Porto stå ovefor endnu en handel.