Premier League

Berbatov skal under kniven

Alex Fergusons begrænsede angrebsmuligheder kan blive yderligere forringet. Dimitar Berbatov risikerer en længere pause efter operation.

Siden oktober 2009 har bulgarske Dimitar Berbatov været generet af en knæskade, og det kan nu forcere Manchester United-angriberen til en længere pause.

Berbatov missede alle kampe i november, men gjorde comeback sidste måned. Den hårde kampbelastning var dog for meget for angriberen, og han skal nu gennemgå en kikkertoperation.

Ifølge Alex Ferguson er Berbatov villig til at spille med skaden, men United ønsker at få løst problemet, og derfor forventes det, at bulgaren bliver opereret i denne uge.

Dermed må Manchester United undvære Berbatov i weekendens kamp mod Burnley, og det gør hans tilstedeværelse i Carling Cup-semifinalerne mod Manchester City og den vigtige Premier League-kamp mod Arsenal i denne måned yderst tvivlsom.