Premier League

Chelsea-emne til spansk 3. division

Sidste års delte topscorer i Allsvenskan, Wanderson, har været rygtet til Chelsea, men ser nu ud til at fortsætte i upåagtede Atletico Gramenet.

Brasilianske Wanderson havde sit helt store gennembrud i sidste sæson, hvor det blev til 18 mål i ligaen for Göteborgklubben Gais.

Det havde Frank Arnesen også lagt mærke til ovre i London, og storklubben har ligesom Feyenoord, Werder Bremen, AZ Alkmaar og Sporting Lissabon været i Sverige, for at besigtige det 23-årige talent.

Nu er han imidlertid tæt på at skrive kontrakt med Atletico Gramenet, der er langt fra Stamford Brigde i mere end én forstand - klubben spiller kun på tredjebedste niveau i Spanien.

Skulle skiftet glippe er det dog ikke sikkert, at en topklub venter lige om hjørnet.

- Spanien er en mulighed, men det findes også interesse fra Mellemøsten, siger Wandersons agent Patrick Mörk til fotbollskanalen.se.

Wanderson menes at koste den spanske klub omkring 12 millioner kroner, selvom Gais' klubdirektør tidligere har udtalt, at de ville have 22,3 mio. kr. for topscoreren.