Premier League

Ferguson: Vi kan slå Arsenal og Chelsea

Alex Ferguson mener, at hans spillere skal lukke pressens skriverier og fortsætte kursen mod Premier League-titlen.

Manchester United tog lørdag eftermiddag endnu et skridt mod Premier League-titlen, da klubben vandt 1-0 over Everton.

United mangler dog stadig at spille mod toprivalerne Arsenal og Chelsea, men det mener manager Alex Ferguson ikke er et problem.

- Det der generer mig er, at jeg bliver ved med at høre, at vi stadig skal spille mod Arsenal og Chelsea, som om vi kommer til at tabe til dem. Hvorfor skulle vi ikke kunne vinde disse kampe? Hvorfor siger folk, at vi ikke kan slå Chelsea hjemme og tage til Emirates og vinde, siger Ferguson til Sky Sports.

Den rutinerede skotte mener, at hans spillere har, hvad der skal til for at vinde det engelske mesterskab.

- Jeg sagde til spillerne i dag, at de skal glemme al den nonsens og bare vinde kampene. De skal vinde deres kampe, og så klarer vi den. Vi skal bare holde fødderne på jorden og ikke lade os rive med. Måden som spillerne tackler deres arbejde, giver dem en fremragende mulighed. Jeg mener, at der er vindermentalitet blandt dem alle. De nægter at give op og er fokuserede på at gøre det bedre, siger Ferguson.

Manchester United har lige nu 73 point for 34 kampe i Premier League.