Premier League

Liverpool-debut nærmer sig

Den tidligere Roma-spiller Alberto Aquilani nærmer sig sin debut for Liverpool.

Det er ikke kun Daniel Agger, der er gået glip af megen spilletid i Liverpool i denne sæson. Også klubbens store sommerindkøb Alberto Aquilani har været hensat til tribunen på grund af en skade.

Men nu ser det ud til, at den italienske midtbanespiller kan få sin debut for Merseyside-klubben, der i sommer hentede ham i hovedstadsklubben Roma.

- Jeg har snakket med lægerne, og det går godt med ham. Alberto gør fremskridt hele tiden. Han kan være tilbage i løbet af to-tre uger, siger manager Rafael Benitez til Liverpool Echo.

Alberto Aquilani der er udset som erstatning for Xabi Alonso, der nu spiller i Real Madrid, kostede angiveligt Liverpool omkring 160 millioner kroner i sommer.