Premier League

PL-stjerne til håndværker-løn

West Ham har scoret sig en farlig angriber med Premier League-erfaring for næsten ingen penge. Den egyptiske angriber Mido skifter fra Middlesbrough til The Hammers på en lejeaftale. Hans løn: 36.000 kroner om måneden.

Noget kunne tyde på, at West Ham med lejemålet af egyptiske Mido har foretaget et af transfervinduets bedste og mest iøjnefaldende handler. Ikke fordi Mido forventes at score bunkevis af mål og skyde West Ham til tops i Premier League. Nej, nej. Men simpelthen fordi klubben fra det østlige London har fået den 26-årige angriber billigt. Uhørt billigt.

West Ham-ejer David Sullivan slipper med at betale den høje egypter en månedsløn på 36.000 danske kroner. Eller cirka det samme, som en dansk håndværker hver måned kan putte i lønningsposen. Og netop det faktum er David Sullivan - ikke overraskende - godt tilfreds med.

- Det er en af de mest fantastiske handler gennem tiderne. Mido er en rig knægt, selv om han kun er 26 år gammel. Han har ikke brug for pengene. I stedet vil han bevise noget. Derfor er han villig til at spille for den løn, udtaler Sullivan til The Sun.

Med månedslønnen på 36.000 kroner bliver Mido uden tvivl den dårligst betalte spiller i Premier League.