Premier League

Politiet dropper sag mod Chelsea-stjerne

Chelseas stjerneback Ashley Cole får ikke en sag på halsen efter skudepisoden den 20. februar, hvor en 21-årig praktikant blev ramt af et vådeskud.

Politiet i Surrey, England, har valgt ikke at rejse tiltale mod Ashley Cole, for hændelsen hvor en praktikant hos Chelsea måtte tilses af klubbens læger, efter at han ved et uheld blev ramt af et skud fra et kaliber 0.22 luftgevær. Det var Chelsea-stjernen, som var i besiddelse af våbnet, da det ved et uheld gik af i klubbens omklædningsrum og ramte den uheldige Chelsea-medarbejder, der dog slap med et overfladisk sår.

- Surreys politifolk har undersøgt hændelsen hos Chelsea Football Club og er tilfredse med at have fundet ud af, at der ikke er sket nogen overtrædelse af våbenloven i forhold til besiddelse og brug af det pågældende luftgevær, siger en talsmand fra politiet til The Guardian.

- Hændelsen skete i en bygning på privat grund, og da de involverede parter var over 18 år, så var der ingen krav om tilladelse til at eje luftgeværet eller ammunition, uddyber talspersonen.

Ashley Coles karriere i Chelsea har aldrig været i fare, men klubben har dog indikeret, at man vil disciplinere backen internt med en bøde på to ugers løn, svarende til lidt over halvanden million danske kroner.