Premier League

Portsmouth fyrer træner

Paul Hart er her til aften blevet fyret i Portsmouth. Avram Grant spøger i kulissen.

Efter blot 7 point i 13 kampe har ledelsen i Premier Leagues bundprop, Portsmouth, valgt at afskedige manager Paul Hart. Efter weekendens nederlag til Stoke har de blå fra Englands sydkyst fire point op til stregen.

Midlertidigt tager trænerne Paul Groves og Ian Woan over.

- Paul har arbejdet under meget svære omstændigheder med de økonomiske problemer, klubben har stået overfor, siden han tog over. Men vi har brug for en ny mand i spidsen for holdet for at sikre overlevelse, siger klubbens administrerende direktør Peter Storrie i en udtalelse til klubbens hjemmeside.

I sidste måned ansatte Portsmouth tidligere Chelsea-manager Avram Grant som fodbolddirektør, og han kunne ligne en mulig erstatning på managerposten. I sin tid i spidsen for Chelsea førte israelske Avram Grant blandt andet London-klubben til Champions League-finalen i 2008.