Premier League

QPR's Premier League-skæbne udsat

FA har udskudt afgørelsen af sagen mod Premier League-oprykkerne Queens Park Rangers. Det kan få uoverskuelige konsekvenser for afviklingen af Championships playoff-program.

Queens Park Rangers har ligget nummer ét i The Championship hele sæsonen, og derfor kunne de fortjent fejre oprykningen til Premier League efter 2-0 sejren over Watford. Men faktisk er det slet ikke sikkert, at QPR rykker op, for klubben er involveret i en sag om den argentinske midtbanespiller Alejandro Faurlin og brud på reglerne om tredjeparts ejerskab.

Det engelske fodbooldforbund skulle have afgjort sagen i dag, men de har netop offentliggjort, at det ikke kommer til at ske. Istedet kommer afgørelsen så hurtigt som muligt, som det hedder i en pressemeddelelse fra FA.

Lørdag spilles så den sidste runde i The Championship. En runde hvor playoff-pladserne skal fordeles, inden semifinalerne spilles den 12./13. maj med returopgør den 16./17. maj. Finalen spilles 30. maj på Wembley.

Queens Park Rangers kan risikere at blive fratrukket point for hele miseren om Alejandro Faurlin, og det kan bringe afviklingen af playoff-spillet i fare. For hvad nu hvis, QPR bliver fratrukket tilstrækkelig mange point til, at de mister den automatiske oprykning? Og hvad nu hvis playoff-kampene er afviklet, inden FA træffer sin beslutning?

Fodboldforbundet har fastslået én ting, og det er, at der ikke bliver flyttet rundt på datoerne for afviklingen af playoff-kampene.