Premier League

Rygte: Milan vil have Bendtner

AC Milan vil have Nicklas Bendtner, skriver crunchsports.com.

Transfervinduet smækkede i for 17 dage siden, men det betyder så sandelig ikke, at diverse rygter om klubskifter stopper med at florere. I forrige weekend blev Christian Poulsen linket til FC København, og nu er endnu en dansk landsholdsprofil blevet en del af rygtestrømmen.

Denne gang er det Nicklas Bendtner, der af crunchsports.com sættes i forbindelse med et skifte til den italienske storklub AC Milan.

Mediet skriver, at Milan har et rigtig godt øje til danskeren samt Manchester Citys stjernefrø Mario Balotelli. City-spilleren har ved en tidligere lejlighed udtalt, at han på et tidspunkt agter at vende hjem til støvlelandet for at spille i AC Milian. Anderledes ligger landet for Nicklas Bendtner, der, hvis hvis man skal tro hans eget udsagn, ikke ønsker at forlade Arsenal, da han mener, at han er god nok til en startplads.

Umiddelbart er det også svært at få øje på, hvad Milan vil med alle de angribere. Holdet råder i forvejen over Zlatan Ibrahimovic, Alexandre Pato, Filippo Inzaghi, Robinho og Antonio Cassano.