Premier League

Schmeichel slog Premier League-hold ud

Kasper Schmeichel stod en glimrende kamp, da Notts County overraskende slog Premier League-holdet Wigan ud af den engelske FA Cup.

Som lidt af en overraskelse slog holdet fra den fjerdebedste række i England, der har Kasper Schmeichel på mål, Wigan med 2-0, og det endda på udebane.

Stephen Hunt stod for føringsmålet, da han headede et hjørnespark ind med et kvarter igen, og få minutter senere lavede Stephen Caldwell selvmål for værterne, og dermed er League 2-holdet klar til næste runde, hvor Fulham venter på udebane.

Kasper Schmeichel var en sikker skanse for County, spillede med stor autoritet, og reddede fremragende en åben chance til Jason Scotland i anden halvleg.