Premier League

T. Sørensen: Min fremtid ligger i Stoke

Den danske landsholdskeeper Thomas Sørensen slår fast en gang for alle, at han bliver i Stoke, og tager konkurrencen op med den nye målmand Asmir Bregovic.

Der har været spekuleret meget i Thomas Sørensen fremtid på det seneste. Rygter har sendt keeperen væk fra Stoke, og tilmed påstået, at der skulle være stridigheder mellem ham, træneren og klubben. Alle disse spekultaioner skyder Thomas Sørensen nu ned.

- Min fremtid ligger hundrede procent i Stoke. Jeg har ikke tænkt andet, end jeg spiller på lørdag, og så er det op til mig at fortsætte den gode form og beholde pladsen i målet. Alt andet vil jeg ikke spekulere i," siger Thomas Sørensen til TV 2 Sporten.

Den danske landsholdsmålmand ser derimod frem til at der bliver lidt konkurrence om pladsen på mål, og synes godt om den nye unge keeper i klubben, Asmir Bregovic.

- Han er et stort talent. Nu har vi trænet nogle gange, og han er absolut en god målmand. Så er der den konkurrence, der skal være. Det er der på landsholdet, det er der i klubfodbold. Der bliver ikke givet nogen garantier i fodbold, og jeg har heller ikke fået nogen garanti, siger Thomas Sørensen, der mener han nok skal blive førstevalget i kassen, hvis hans gode præstationer fortsætter.