Premier League

Tvivlsom historie skaber kaos i Portsmouth

Ifølge en historie i den saudiarabiske Asharq al-Awsat har den nye Portsmouth-ejer Ali Al Faraj allerede i første måned lånt penge til at betale lønninger. Portsmouth kalder historien rent opspind.

Den saudiarabiske avis Asharq al-Awsat har pustet yderligere til de gløder, der med jævne mellemrum blusser op under Premier League-bundholdet Portsmouth.

Avisen har bragt et interview med den nye Portsmouth-ejer Ali Al Faraj, hvor Faraj indrømmer at have lånt penge til spillernes oktober-lønninger, og at han kun er i Portsmouth for at tjene penge.

Al Faraj og Portsmouth nægter pure, at interviewet nogensinde har fundet sted, og Al Faraj lover et søgsmål mod den saudiarabiske avis.

Historien kommer på et uheldigt tidspunkt for Portsmouth, da klubbens tidligere ejer Sulaiman Al Fahim, der kun var i klubben i to måneder, måtte låne penge til alskens regninger på trods af et løfte om, at han ville skyde 50 millioner pund ind i klubben.