La Liga

Fyringsrygter i Real Madrid

Et par dårlige kampe har fået en ubehagelig varme til at brede sig i Real Madrid-træner Pellegrinis sæde

På trods af store navne som Raúl, Benzema, Ramos og Arbeloa, måtte Real Madrid lide et ydmygende og sensationelt nederlag på hele 4-0 i pokalturneringen til Alcorcón fra den tredjebedste spanske række.

Den slags slipper man ikke ustraffet fra i Real Madrid, hvor man ikke investerer milliarder af kroner for at tabe den slags kampe, og det har fået fyringsrygterne til at køre omkring den nyansatte træner Manuel Pellegrini.

Ifølge de spanske sportsaviser AS og Sport kan et nederlag i weekendens kamp mod Getafe eller næste uges CL-kamp mod Milan få Florentino Perez og co. til at svinge øksen over Pellegrini, der kun har set sit hold vinde én af de seneste fem kampe.

Sportschef Jorge Valdano siger dog noget andet til citat.

- Trænerens position er den samme som før kampen. Vi er nødt til at håndtere dette professionelt. Det er en trist aften, men vi er klar over vores styrker. Vi er sikre på, at vi kan komme over det, siger Valdano ifølge Marca.

Real Madrid har stadig et returopgør til at nå videre i pokalturneringen og ligger kun tre point efter Barcelona i den spanske liga.