La Liga

HSV og Real Madrid enige om van Nistelrooy

Real Madrid og Hamburger SV nærmer sig en aftale om Ruud van Nistelrooys retur til Spaniens hovedstad. Nummer to i Primera Division betaler næsten to millioner euro for hollænderen, rapporterer spanske medier.

Da den skadede Gonzalo Higuain formentlig er ude resten af sæsonen, har træner Mourinho åbnet op for, at Kongeklubben vil hente endnu en angriber i dette transfervindue.

Den portugisiske træner har således kun Karim Benzema - der kom fra Lyon i 2009 for 35 millioner - som eneste seriøse mulighed op foran. Og i den anledning har der i et stykke tid floreret rygter om, at Ruud van Nistelrooy kunne være på vej tilbage til Bernabéu.

Dog har Hamburger SV indtil videre udelukket en transfer mellem de to klubber, men det tyder nu på, at de to klubber er nået til enighed.

Ifølge El Confidencial foreligger der en aftale i mellem Real Madrid og HSV, hvor madrilenerne må af med 2 mio euro for den hollandske veteran.

Men det er ikke en aftale Hamburger SV kender til.

- Vi har ikke hørt noget og ved intet om det. Vores holdning har ikke ændret sig, udtaler talsmand Jörn Wolf ifølge Voetball International

Van Nistelrooy spillede fra 2006 til januar sidste år for Real Madrid, hvor han lavede 46 mål i 68 optrædener. Han har desuden optrådt i FC Den Bosch, SC Heerenveen, PSV Eindhoven og Manchester United, men har også været plaget af en del skader.