Rygter Lars Gram-Hanssen

Avis: Brøndby køber ny offensivspiller

Foto: Getty Images

Ifølge Aftonbladet er Brøndby IF tæt på at hente en svensk forstærkning til offensiven.

Af Lars Gram-Hanssen

En del unge svenske talenter har i den seneste tid skiftet fra Sverige til Danmark, og nu forlyder det, at IFK Norrköpings Carl Björk er på vej i samme retning.

Således skriver den svenske avis Aftonbladet nu, at den 22-årige Carl Björk er tæt på at skifte til Brøndby IF. 

Ifølge avisen er alle parterne enige om vilkårene i handlen, medmindre noget uventet dukker op. Ifølge Aftonbladet skal Carl Björk rejse til Danmark i weekenden for at gennemgå et lægetjek forud for skiftet. 

Ifølge avisen kommer prisen til at lyde på mellem fire og fem millioner svenske kroner, svarende til mellem 2,8 og 3,5 millioner danske kroner. 

Carl Björk scorede syv mål i 26 Allsvenskan-kampe for IFK Norrköping i 2021.