Superliga

Agent: Massiv interesse for Ottesen

SAS Ligaen bliver sandsynligvis en forsvarsprofil fattigere i forårssæsonen, mens økonomisk klemte Sønderjyske kan skaffe sig livgivende kapital.

Sønderjyske sælger efter alt at dømme deres profil i forsvaret, Sölvi Ottesen i januars transfervindue. Den stabile islænding var allerede i sommerens transfervindue sat i forbindelse med flere klubber i udlandet men alligevel lukkede markedet uden nogen handel var lukket.

Den 25-årige islænding har kontrakt med sønderjyderne frem til sommeren 2011 og skal klubben tjene gode penge på et salg, er det ved at være nu. Selv vil forsvarsspilleren meget gerne til engelsk fodbold og det ved de engelske klubber.

- Der er mange klubber interesseret i Sölvi. Der er endnu ikke noget konkret, men jeg regner med, at der kommer, når vi når tættere på nytår, siger Gulli Tomasson, som er agent for Sölvi Ottesen, til tipsbladet.dk.

Agenten lægger ikke skjul på, at der er flere engelske klubber blandt det interesserede, men at det lige så meget er på grund af spillerens egne udtalelser.

- Sölvi har jo sagt, at han gerne vil til England, hvilket har resulteret i en masse engelske klubber, der har holdt øje med ham.

- Jeg ved godt, der har været nævnt klubber fra Premier League, men indtil videre drejer sig det sig om en masse forskellige klubber, der har hørt om Sölvi og hans ønske om at komme til England. Der er slet ikke noget konkret i gang, men det er bestemt sandsynligt, at noget sket til januar, siger Gulli Tomasson.

Sölvi Ottesen kom til Sønderjyske i 2008 fra svenske Djurgården og står noteret for 42 ligakampe og fire mål.