Superliga

Agent: SAS Liga-klubber er efter Brian Nielsen

Vejles Brian Nielsen er stadig et emne hos flere SAS Liga-klubber og spillerens agent forventer at et januar-skifte bliver en realitet.

Da Vejle i sommer rykkede ud af SAS Ligaen, var det forventet, at profilen Brian Nielsen ikke ville rykke med holdet ned.

I sommerens transfervindue var der da også en del rygter om klubber både i og uden for Danmark, som skulle være ude efter den driblestærke kantspiller, men skiftet blev aldrig til noget.

I december var Brian Nielsen til prøvetræning hos den tyske storklub Schalke 04 men blev skadet, hvorefter et muligt klubskifte løb ud i sandet.

Brian Nielsen er atter klar efter skaden, har et år tilbage af sin kontrakt og er stadig et af økonomisk trængte Vejles bedste salgsemner på et ellers dødt transfermarked.

- Der er to-tre SAS Liga-klubber, der igennem længere tid har vist interesse for Brian Nielsen. Interessen er der stadig, men endnu er der ikke kommet gang i noget konkret, siger spillerens agent Kim Wacker til tipsbladet.dk.

Læs også: Vejle vil sælge Nielsen

Agenten regner trods dødvandetpå transfermarked med, at Brian Nielsen ikke spiller i Vejle i foråret.

- Jeg tror på, at der ender med et salg, uden at jeg har noget konkret at hænge det op på i øjeblikket. Hvis Vejle vil tjene lidt penge på Brian Nielsen, er det ved at være sidste chance, siger Kim Wacker og afslører at kontakten til Schalke 04 ikke er helt død.

- Der er stadig lidt kontakt, og der er også løs interesse fra et par andre klubber i udlandet, men heller ikke der er der gang i noget konkret. Dette transfervindue er helt specielt i forhold til tidligere, for der sker virkelig ikke meget, lyder det fra Kim Wacker til tipsbladet.dk.

Læs også: Træner: Brian Nielsen god nok til Bundesliga

Brian Nielsen har tidligere givet udtryk for, at hans ambition i SAS Ligaen går i retning af klubber i top 4, og i sommer blev både FC København, OB og FC Midtjylland nævnt som interesseret.