Superliga

AGF-anfører håber på ligalandsholdet

Steffen Rasmussen håber, at han er blandt Morten Olsens udvalgte, når landstræneren tirsdag udtager ligalandsholdet.

Steffen Rasmussen har haft et efterår, hvor han tidligere på sæsonen blev indkaldt som back-up til landsholdets målmænd, men hvor han også er kommet i fokus, fordi han har kostet mål.

- Det har været ok. Jeg har selvfølgelig også haft et par svipsere, men som målmand kommer man ud for det, og der skal ikke meget til for at det bliver set, om målmanden laver fejl. Sådan er det. For mig handler det om at komme hurtigt over det og vise det niveau, jeg har, siger Steffen Rasmussen til tipsbladet.dk.

Målmanden har nu holdt buret rent to kampe i træk, og det har givet noget ekstra selvtillid.

- Det er klart, at det er det, vi spiller for. Det glæder om ikke at ryste på hånden. Det handler om at vide, hvad man kan og er god til. Det har jeg været god til, siger Steffen Rasmussen.

Tirsdag udtager Morten Olsen den trup, der skal udgøre ligalandsholdet, som drager østpå til januar. Steffen Rasmussen håber på en billet.

- Jeg ved ikke, om jeg har forventninger, men selvfølgelig håber man altid. Det ville være et kæmpe skulderklap og rigtig fedt. Men lad os se, jeg bliver ikke skuffet, hvis jeg ikke bliver udtaget. Det er altid en gulerod. Der er mange gode målmænd, og der er mange, der er på samme niveau, siger Steffen Rasmussen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Tryllerik: Graulund var fantastisk