Superliga

Ekspert: Brøndby er uambitiøse

Fodboldeksperten Jan Kalborg retter en skarp kritik mod ledelsen i Brøndby IF.

Brøndby
er en klub i krise. Holdet ligger på en skuffende femteplads, og der er
problemer internt i klubben, senest eksemplificeret ved Anders Bjerregaards
fortsatte arbejde i forbindelse med spillersalg.

Den opfattelse har i hvert fald fodboldeksperten Jan Kalborg, der fra
sidelinjen undrer sig over, hvad der den seneste tid er sket på Vestegnen.

- Brøndby er i dag en rodebutik. Set udefra tolker jeg det her spil som en
intern magtkamp, hvor der i klubbens ledelse slet ikke er enighed om, i hvilken
retning skibet skal føres. Jeg tror, der er en skjult dagsorden i spillet om
Brøndby, siger Jan Kalborg til Ekstrabladet.

Meldingen kommer få dage efter, at bestyrelsesformand Per Bjerregaard
forklarede på en blog på klubbens hjemmeside, hvorfor Anders Bjerregaard
arbejder videre som sportschef, selv om han officielt fratrådte stillingen d.
9. december.

- Jeg har i mange år haft den dybeste respekt for Per Bjerregaard. Han var
stort set fejlfri, men jeg synes, vi nu har et billede af en formand, der laver
flere fodfejl. For mig at se var der ikke noget forrykt i, at Anders gør
arbejdet færdig, men hvorfor denne mystik og ikke melde tingene klart ud fra
starten. Jeg føler, at Brøndby er i uføre og lige nu er havnet på en glatbane,
vurderer Jan Kalborg.

Den tidligere træner og nuværende ekspertkommentator på DR er heller ikke
imponeret over Brøndbys bedrifter på transfermarkedet.

- Det strider mod sund fornuft at sælge sin topscorer og tro, at man ikke er
svækket. Hvis ikke Brøndby henter en ny angriber, inden transfervinduet lukker,
er det meget uambitiøst. Så har klubben på ingen måder signaleret til fans og
omgivelser, at målet er medaljer. Så mener jeg, man skal være lykkelig for en
fjerdeplads, siger Jan Kalborg til Ekstra Bladet.