Superliga

Er Man City skyld i FCM's nedtur?

Den nye førstemålmand i FC Midtjylland giver sin vurdering af klubbens nedtur fra dobbelt sølvvinder til bundhold i SAS Ligaen.

Da FC Midtjylland sidste år tabte til Manchester City efter straffesparkkonkurrence i UEFA Cuppen, fulgte midtjyderne det op med en slap indsats og et klart nederlag mod FC København i Parken.

Siden har FC Midtjylland fået en respektabel fjerdeplads i SAS Ligaen, fyret Thomas Thomasberg og undervejs set ledende spillere få gentagne og alvorlige formdyk. Klubbens målmand Martin Raska, der i sidste weekend overtog målmandsposten fra fyrede Arek Onyszko, vurderer, at spillersalg, høje forventninger og hjemmekampen mod Manchester City har været med til at udløse nedturen.

- Holdet var stærkt, fordi vi havde gode individualister som Kristian Bak, Dennis Sørensen og Simon Poulsen. Vi var sammen som et hold, og resultaterne var med os, så det hele gik lidt lettere, siger Martin Raska til tipsbladet.dk.

- Sæsonen efter gik på samme måde, bortset fra, at vi fik en masse skader og alligevel spillede godt med en masse unge på holdet. Derefter troede folk, at vi nu havde en chance for at vinde guld i stedet for at se på, at vi havde solgt en del spillere og havde et hold med mange unge spillere. Samtidig købte FCK, OB og Brøndby masser af gode spillere, mens de ikke rigtig solgte nogen. De blev bedre, mens vi måske blev på samme niveau, fortsætter Martin Raska.

Læs også: Onyszko: Raska meget bedre end mig

- Vi fik også en rigtig god start på sidste sæson, men det var som om, at heldet forlod os, da vi lavede det selvmål i næstsidste minut mod Manchester City og røg ud efter straffespark. Der skete mange ting, men jeg synes stadig ikke, at en fjerdeplads er dårlig, siger Martin Raska.

Martin Raska og FC Midtjylland vandt i sidste weekend en vital sejr, da 0-1 ved pausen blev vendt i de sidste 20 minutter til 2-1 over bundproppen Randers.