Superliga

'Er vi måske så dårlige, som de siger?'

Elendige resultater og stærk tvivl fra omverdenen ramte SønderjyskE hårdt i foråret, fortæller holdets nuværende topscorer Kenneth Fabricius.

I weekenden leverede SønderjyskE en af sæsonens sløjeste præstationer ude mod Esbjerg, der sikkert vandt 2-0 hjemme på Blue Water Arena.

Ellers har sæsonen på mange måder været positiv for den sønderjyske klub, der har otte point ned til nedrykningsstregen og et betydeligt mere solidt forsvar end i begyndelsen af sidste sæson.

Luften til bunden betyder ifølge SønderjyskE's topscorer Kenneth Fabricius meget for sønderjydernes mod til at spille fodbold, og angriberen skal kun tænke nogle måneder tilbage for at huske, hvordan det er at stirre op på nedrykningsstregen i stedet for ned.

- Det giver selvtillid, noget tro på, at vi kan være med. Det giver et ekstra boost, så vores backs tør at komme med frem for at slå et indlæg. Der er kommet lidt mere tro på, at vi er gode nok til at være med, siger Kenneth Fabricius til Tipsbladet.

- Sidste år fik gennem alle 33 runder at vide, at SønderjyskE er et hold, der er her for at se på. Når du hele tiden får det at vide... Vi havde en periode på otte kampe, hvor vi stort set ikke fik point. Der tænkte man lidt: 'Er vi måske så dårlige, som de siger?' Men vi fik heldigvis vendt skuden og vist, at vi kan være med, fortæller Kenneth Fabricius.

Sønderjyderne møder i de sidste fem efterårsrunder HB Køge, FC Nordsjællnad, Randers, AaB og Brøndby.

Du kan læse meget mere om Kenneth Fabricius i et stort interview i Tipsbladet Update, hvor angriberen blandt andet fortæller om sin usædvanlige vej til topfodbold og et lidt anstrengt forhold til rodfrugter. Du kan købe bladet hos din lokale bladforhandler eller via Tipsbladets E-avis ved at klikke her.