Superliga

Esbjerg: Vi er ikke blevet ringere

Esbjerg har i vinterpausen sagt farvel til anføreren og flere veteraner, men det mener hverken cheftræneren eller sportsdirektøren svækker EfB's muligheder i foråret.

Fredrik Björck er væk. Det samme gælder Gunnar Thorvaldsson, Kristian Flittie Onstad, Adrian Cann og unge Sune Gundersen, mens uheldige Alexander Östlund er rejst hjem til Sverige med alvorlige knæproblemer og en afsluttet fodboldkarriere i bagagen.

At sige farvel til anføreren og flere erfarne spillere virker ikke umiddelbart som recepten på succes i en sæson, hvor EfB har en flot tredjeplads at forsvare i foråret, men EfB's sportsdirektør Niels Erik Søndergaard vurderer, at Esbjerg ikke er svækket sportsligt trods de seks afgange i januar.

- Udgangspunktetvar, at vi ikke ville forringe vores sportslige muligheder. Med Sebastian Andersen, Morten Christensen og Thomas Gaardsøe har vi fået tre gode spillere ind. Vi føler, at Björck er den eneste reelle afgang. De andre har været reserver. Vi har været bevidst om vores placering, og vi vil sætte alt ind for at forsvare vores position, siger Niels Erik Søndergaard til tipsbladet.dk.

Esbjergenserne har fire point ned til Silkeborg IF på fjerdepladsen før de sidste 15 runder i SAS Ligaen. EfB er dermed nærmeste udfordrer til de to guld-favoritter FC København og OB, der ligger henholdsvis fire og fem point foran i tabellen.